Søren Lose - TALES FROM PARADISE

by Mara Ambrožic

The fragment is the work of art.
This is the origin of the modern conception of the non-organic work.
Peter Osborne

The exhibition Tales from Paradise, which comprises a series of photographs, a video-narrative, and a collection of the artist’s notes, is the result of research carried out by Søren Lose over the course of two travels to a small group of Caribbean islands which, at the time of commercial colonialism, were known as the Danish West Indies. Throughout the 18th and the early 19th century, fortunes were made by sugar cultivation and the trading of goods and people. The prosperous trade was depending upon the hard labour of slaves imported from Africa and ceased with the abolition of the atlantic slave trade in the first half of the 19th Century. Sold to the United States in 1917, the US Virgin Islands have gradually turned into a luxurious and much sought-after tourist destination, as well as coveted tax haven, where the weight attached to history has faded and feels so remote as to be of no more value or interest.

(Originally published in Italian in Arte e Critica #56, November 2008. )

THE SPACE OF WHAT REMAINS

Interview with Søren Lose - by Chiara Sartori

Through the use of family snapshots and old fashioned films found in abandoned houses and flea-markets, Søren Lose (Denmark, 1972) rebuilds existential universes exploring shared memory, the mechanisms of remembering and the way our daily lives merge with the wider history. His attention to the more intimate and personal dimension of life is interwoven with his interest for architecture as expression of both individual stories and collective history.

Manipulated and de-contextualized, those elements stage new meanings in a vertiginous, dreamlike and nostalgic distortion of our usual linear conception of time.

Your gaze to the real points somehow to absence, abandonment, to voids left by memory and time. Can we say that in your work both photography and architecture are seized and interpreted as existential ruins of our lives and history, as both mental and affective ruins?

Well, in several projects I have been occupied with abandoned buildings, empty places and other undefined spaces, detached from their original context. I am not particularly interested the factual function of these spaces, but more in the imaginary and connotative potential they have. In my works the physical and mental spaces merge and intertwine, which I often, more or less subtly, try to address in my titles.

The ruin is an interesting figure, but rather than the baroque or romantic allegoric perception and use of the ruin as a solely melancholic symbol, I tend to be more interested in the transitory aspect of it. As many of the conceptual land-artists in the 1970’ like Gordon Matta-Clark, Robert Smithson, etc., I don’t make a distinction between the ancient, modern and newly built ruins. Since an empty, abandoned space always represents a halt in time and place, a progressional failure so to speak, it will always remain a place for projection.

(Oprindeligt publiceret i Weekend Avisen nr. 34, august 2006)

Fotografi er et materiale.

Interview. I Søren Loses fotografi kobles rejsen og forestillingen om et hjem tæt sammen.

Af Mette Sandbye

Jeg møder Søren Lose på en café overfor Thorvaldsens Museum, hvor han netop har pillet sin seneste udstilling ”Ud! Ude. Hjem” ned. Det var en stor installation, hvor han havde flyttet rundt på Thorvaldsens malerisamling og sammensat dem med sine egne fotografier, skabt i dialog med malerierne, og fundne turistfotos fra Rom. Samtidig havde Søren Lose en større soloudstilling på Skive Kunstmuseum. Han er på vej et smut hjem til sin mor på Lolland, hvor han selv er født og opvokset, men ellers vender han tilbage til Berlin, hvor han har slået sig ned på ubestemt tid med atelier og lejlighed for et par måneder siden.

Således udspændt mellem begge steder, når vi at komme hele vejen rundt om hans arbejde med fotografiet. Det med Berlin vender vi tilbage til, men Lolland var udgangspunktet, også for Søren Loses fotografi. I sine tidligste værker fotograferede han tomme, flade landskaber og forladte huse på Lolland og Falster. På et loft i et af disse forladte gamle huse fandt han en dag en eksponeret men ufremkaldt film, som han fik fremkaldt, og den afslørede nogle turistfotos fra Rhodos optaget engang i 1960’erne, da charterturismen var ny. Disse og flere andre fundne fotos har han genbrugt i serier med navne som ”The Rhodes Lead”, ”Hotel”, ”Panorama” og ”Der Fall Horst”, hvor han har affotograferet dem med alle de ridser og ødelæggelser, de gamle fotos rummer, eller hvor han har manipuleret dem digitalt og sat flere billeder fra samme række af fundne feriebilleder sammen. Bl.a. ARoS ejer flere af Loses ’turistfotografier’, og sidste år fik han tildelt Systematic Art Prize på 50.000 kr. på museet. Der er noget umiddelbart bevægende over disse billeder, for det er situationer, de fleste af os kan genkende fra vores egne lettere kiksede feriefotos eller fra forældrenes fotoalbum. Samtidig ser man dem med en vis analytisk distance, dels fordi man ikke kender de fotograferede og billederne har en del år på bagen, dels fordi Lose ofte har manipuleret dem digitalt. Han kan sandwiche flere billeder fra samme filmrulle, og på den måde får man øje på – eller nikker genkendende til det i grunden besynderlige fænomen, at vi på feriefotografier ofte tager flere skud af det samme motiv lige efter hinanden eller af den samme udsigt fra hotelværelset på flere forskellige tidspunkter.

Søren Lose er født i 1972. Han ville egentlig være maler og gik to år på Det Fynske Kunstakademi i midten af 1990’erne. Men han tog orlov derfra og rejste til Brasilien som assistent for den brasilianske fotograf Mario Cravo Neto. Da han kom hjem, kom han i 1998 ind på Kunstakademiet i København, hvorfra han tog afgang i 2003 efter at have været omkring Frankfurt på et års studieophold ved Städelschule.

(originally published in the catalog 'mellem-billeder', Skive Kunstmuseum, 2006)

(Re)-Discovered Memories -on Søren Lose’s Photography.

Rune Gade, MA, PhD

There are myriad ways of getting lost. If you lose your bearings, you have no sense of exactly where you are. New localities that you’ve barely set foot in, and which are still unknown territory, provoke bemusement and aimless strolling. In the absence of clear reference points or familiar coordinates, these new locations threaten to absorb you into the kaleidoscopic maze on which, initially, they appear to be founded. Only when recognition sets in, and you begin to systematize your impressions against the backdrop of particular recurring features, does a sense of legibility and familiarity take hold and, pari passu, the propensity to get lost disappears. A structure asserts itself, ‘landmarks’ become salient, and finding your way about becomes a feasible proposition. Conversely, it is also possible to go astray amid the familiar, the intimately known. Confronted with a picture of yourself, an old snapshot long since forgotten, you find that its testimony to the effect that you were once, at some time or other, at the place where the picture was taken, can scarcely be denied.

(Oprindeligt publiceret i kataloget "mellem-billeder", Skive Kunstmuseum, 2006.)

(Gen)fundne erindringer – om Søren Loses fotografi

Rune Gade, lektor, mag.art. & ph.d.

Man kan fare vild på mange måder. Man kan miste orienteringen og ikke vide nøjagtigt, hvor man er. Nye steder, man ankommer til og endnu ikke kender, inviterer på den måde til desorientering og retningsløs omflakken. De nye steder har endnu ikke nogen pejlemærker, ingen kendte koordinater, og truer derfor med at opsluge én i den uorden, som de ved første indtryk synes at være funderet på. Først når man begynder at genkende, at systematisere sine indtryk på baggrund af visse gentagelser, indfinder følelsen af overblik og hjemmevanthed sig, og evnen til at fare vild mistes i samme bevægelse langsomt. En struktur indfinder sig, nogle holdepunkter bliver synlige, og det bliver muligt at finde vej. Men omvendt kan man også fare vild i det hjemmevante, det velkendte. Stillet over for billedet af én selv, en gammel optagelse som man i mellemtiden har glemt alt om, kan man dårligt benægte billedets indiskutable vidnesbyrd om, at man var dér, på det sted hvor billedet blev taget, på et eller andet tidspunkt. Billedet medbringer en form for erindring, der korrigerer ens egen glemsel, og måske netop derved demonstrerer, at det faktisk slet ikke er nogen egentlig erindring, fotografiet medbærer, men derimod et vidnesbyrd[1]. Fotografiet stiller potentielt én over for noget, man måske for længst har glemt, men hvis realitet fotografiet uimodsigeligt insisterer på. Derved sker der med den franske semiolog Roland Barthes’ ord en svimlende ”forvridning af forholdet mellem vished og glemsel”[2]. Det viser sig, at det man tror at kende allerbedst, én selv, ved man mindre om, end man kunne ønske. Det, hvorom man intet husker, kan meget vel med sikkerhed være sket, minder fotografiet os om. Her farer man vild i tiden. Man mister orienteringen i forhold til den livsbane, det livsforløb, som udgør ens eksistens, idet man indhentes af en rest, som man havde forlagt, fortrængt, glemt, men som billedet tvinger én til at erindre, tvinger én til at tage på sig. Hvem er jeg, spørger man sig selv, akkurat ligesom André Breton gjorde, for derefter detektivisk og ‘hjemsøgende’ at gå på opdagelse i sin fortid, som en turist i sin egen tilværelse give sig hen til tilfældet, fortabe sig i det ukendte, konfluere nuet med dengang[3]. Den tidslige vildfarelse er signifikant forskellig fra den spatiale, fordi den på en anden måde tillader overlapninger og forskydninger at finde sted, lader to tider eksistere sammen, samtidigt, parallelt. Fotografiet er en billedform, der indbyder til temporal fortabelse, til at fare vild i tiden, fordi det med hallucinatorisk kraft og præcision minder én om en fortid, som i ens egen bevidsthed kan være eroderet til ukendelighed eller måske helt er borte, men som med billedet genskabes i nuet.